- Et 6-ugers jobrettet forløb er et uddannelses- eller kursusforløb, der kan vare op til 6 uger (30 kursusdage)
- Alle kurser under 6-ugers jobrettet uddannelse skal indgå på den landsdækkende positivliste, der er udarbejdet af Beskæftigelsesministeriet.
- Du kan vælge mellem sammensatte kursuspakker eller selv sammensætte dit eget forløb. Vælger du selv at sammensætte, bør du søge hjælp, da kurserne skal holde sig inden for én erhvervsgruppe.
Du har adgang til 6 ugers jobrettet uddannelse, hvis du:
- Er ledig og ufaglært (dvs. har afsluttet grundskolen/folkeskolen og evt. en gymnasial uddannelse)
- Er ledig og faglært (dvs. har en erhvervsfaglig uddannelse – fx kontorassistent, salgsassistent, elektriker etc.)
- Er ledig og har både en erhvervsfaglig samt en kort videregående uddannelse (dvs. faglært og en uddannelse som fx handelsøkonom, datamatiker etc.)
I nogle tilfælde har du mulighed for at tage et forløb, der varer mere end 6 uger. Det kræver, at uddannelsen giver dig gode jobmuligheder. Hør mere om dine muligheder hos dit Jobcenter.
Har du et højere uddannelsesniveau eller er du i et ledighedsforløb, har du mulighed for at deltage i vores kursusforløb for ledige via den regionale uddannelsespulje eller aktivering via en jobplan (Min plan). Her skal du kontakte dit lokale Jobcenter, der skal godkende din deltagelse.
Når du deltager på et kursus behøver du ikke at søge arbejde imens. Ligeledes skal du heller ikke deltage i møder med a-kassen eller jobcentret.
Får du tilbudt job undervejs i forløbet, skal du dog tage imod det. Ligeledes skal dit CV også fortsat være aktivt, og du bør tjekke dine jobforslag på jobnet.dk.
Du tilmelder dig et 6 ugers jobrettet kursus via følgende tre step:
- Kontakt din A-kasse og spørg om du er berettiget til seks ugers jobrettet uddannelse.
- Find det eller de kurser, som du gerne vil deltage på. Vi hjælper gerne med at finde det helt rigtige kursus for dig.
- Udfyld blanketten AR-237. Kontakt os gerne, hvis du har brug for hjælp til at udfylde blanketten.
Herefter er du klar til at påbegynde dit kursus.
Det er gratis at deltage i 6 ugers jobrettet uddannelse, hvis du tilhører målgruppen.
Du vil under forløbet modtage dagpenge og samtidig har du mulighed for at søge om befordringsgodtgørelse, hvis du sammenlagt har mere end 24 km mellem din bopæl og uddannelsessted.
Positivlisternes formål er at styrke dine kompetencer inden for jobområder, som arbejdsmarkedet efterspørger. Der skelnes mellem to lister:
- den landsdækkende positivliste
- den regionale positivliste
Uddannelserne henvender sig til både ufaglærte og faglærte arbejdsløse, samt faglærte med en kort videregående uddannelse. Kurserne er designet til at imødekomme behovene inden for brancher og erhvervsområder, hvor der er mangel på arbejdskraft eller forventes jobåbninger i den nærmeste fremtid.
Vi har sammensat en liste over godkendte kurser, og flere af kurserne er sammensat, så du kan få mest muligt ud af dine 30 kursusdage. Hvis du har dage tilbage, hjælper vi gerne med at finde relevante kurser.
Den landsdækkende positivliste er udarbejdet af Beskæftigelsesministeriet i samarbejde med Undervisningsministeriet og Uddannelses- og Forskningsministeriet.
Det Regionale Arbejdsmarkedsråd RAR i Nordjylland har godkendt de kurser og uddannelser, som findes i regionen. Hvis du er medlem af en A-kasse, og ikke er berettiget til 6-ugers jobrettet uddannelse eller har et højere uddannelsesniveau, kan du deltage i kurser fra den regionale positivliste. Dit Jobcenter skal godkende dit kursus eller kursusforløb.