Hvad er EPX?
EPX står for Erhvervs- og Professionsrettet gymnasieuddannelse. Det er en ny ungdomsuddannelse, som kombinerer gymnasiale fag med praksisnær undervisning og erhvervsrettede elementer. EPX giver dig mulighed for både at gå direkte i job og læse videre. Længden af uddannelsen vil variere afhængig af dine ønsker for fremtiden.
Uddannelsen er udviklet med fokus på at styrke unges muligheder i et moderne arbejdsmarked, og undervisningen sker i tæt samarbejde med virksomheder og offentlige institutioner.
Uddannelsen er udviklet med fokus på at styrke unges muligheder i et moderne arbejdsmarked, og undervisningen sker i tæt samarbejde med virksomheder og offentlige institutioner.
Hvad er en 'faglig linje' på EPX?
Det er det spor, du vælger, inden du starter på EPX. Linjerne er ikke fastlagte endnu, men som eksempler kan nævnes 'Velfærd og sikkerhed', 'Håndværk og teknik' eller 'Forretning og service.' Din linje afgør, hvilke fag og projekter du får mest fokus på i løbet af uddannelsen.
Hvad betyder det, at EPX er praksisnær?
Det betyder, at du ikke kun lærer ved at læse og lytte – men også ved at gøre ting i praksis. Du kommer fx til at arbejde med cases fra virkelige virksomheder, bruge værktøj og teknologi, samarbejde med institutioner og måske komme i korte praktikforløb.
Hvornår kan jeg begynde på EPX?
EPX forventes at blive udbudt fra 2029 som forsøg og vil være klar som fuld ungdomsuddannelse i hele landet fra skoleåret 2030/31. På Aalborg Handelsskole arbejder vi allerede nu på at blive klar til at tilbyde EPX fra opstarten.
Skal jeg vide, hvad jeg vil være, før jeg vælger EPX?
Nej. EPX er netop til dig, der gerne vil have mere tid til at finde din vej. Du vælger en faglig linje, der passer til dine interesser, men du behøver ikke have en færdig plan for fremtiden. EPX hjælper dig med at blive klogere undervejs.
Hvem kan søge ind?
Der er lagt op til, at du kan søge ind på EPX, hvis du har:
- Gennemført 9. klasse og har bestået folkeskolens afgangsprøver
- Afsluttet en forberedende grunduddannelse (FGU), efterskole eller fri fagskole
Hvad kan jeg blive med EPX?
Med EPX får du adgang til flere veje:
- Efter 2 år: Adgang til erhvervsuddannelser (EUD), erhvervsakademiuddannelser samt udvalgte professionsbacheloruddannelser.
- Efter 3 år (overbygning): Adgang til alle professionsbacheloruddannelser – fx lærer, sygeplejerske, politibetjent, finansøkonom eller markedsføringsøkonom.
Hvordan bliver det sociale miljø på EPX?
EPX lægger stor vægt på klassefællesskab, trivsel og et stærkt ungemiljø. Du går i din stamklasse i to år, deltager i fælles aktiviteter og får mulighed for at engagere dig i elevliv, frivillige projekter og sociale arrangementer – ligesom på andre gymnasier.
Får man en studenterhue på EPX?
Ja, elever der gennemfører EPX får en studenterhue – designet særligt til EPX. Da EPX er en gymnasial ungdomsuddannelse på linje med fx STX og HHX, bliver der også udviklet en ny hue, som markerer EPX-studentens særlige profil: en kombination af praktisk og teoretisk viden.
Huen vil adskille sig visuelt fra de eksisterende huer, men have samme status og symbolik – og bliver en del af de officielle studenterhuer i Danmark fra 2030.
Huen vil adskille sig visuelt fra de eksisterende huer, men have samme status og symbolik – og bliver en del af de officielle studenterhuer i Danmark fra 2030.