Toggle navigation
Handelsskole

Handelsskole

Vi udbyder ungdomsuddannelser (HHX, EUX og EUD), kurser og enkeltfag

International strategi for Aalborg Handelsskole

International-strategi
Internationalt udsyn har været en del af Aalborg Handelsskole siden skolens grundlæggelse i 1875. Allerede tidligt blev der undervist i fremmedsprog og arbejdet med perspektiver, der rakte ud over lokalområdet.
Gennem skolens 150 år har internationale strømninger, globale samarbejder og kulturel forståelse været en naturlig del af vores udvikling. Vi har altid stået tæt på erhvervslivet – og i takt med at virksomhederne blev mere globale, blev skolen det også.

I dag bygger vi videre på denne stærke tradition. Internationalisering er ikke et særskilt projekt, men en integreret del af vores værdier, vores kultur og vores ambitioner. Vi ønsker at ruste både elever og medarbejdere til en verden i forandring, hvor nysgerrighed, udsyn og evnen til at navigere globalt er afgørende kompetencer. Med denne strategi sætter vi en tydelig retning for, hvordan Aalborg Handelsskole i de kommende år arbejder med internationale aktiviteter, partnerskaber og fællesskaber – til gavn for eleverne, organisationen og erhvervslivet.


International_strategi_AH_(1)
Aalborg Handelsskole vil udbygge og styrke internationale samarbejder, der bidrager til både skolens faglige kvalitet og vores strategiske fokusområder. Vi ønsker partnerskaber, der bygger på gensidig værdi og langsigtet samarbejde – både med skoler, virksomheder og internationale netværk. Gennem deltagelse i relevante programmer, herunder Erasmus+, sikrer vi adgang til stærke mobilitetsmuligheder, faglige fællesskaber og projekter, der løfter skolens internationale profil. Partnerskaber skal være en integreret del af skolens kultur og skabe nye muligheder for læring, udvikling og global forståelse.
Vi ønsker, at vores elever udvikler et internationalt mindset, der kombinerer faglig forståelse, kulturmødekompetencer og personlige styrker. Gennem studierejser, praktikophold i udlandet, samarbejder med partnerskoler og internationale forløb – både fysiske og digitale – skal eleverne opleve, hvordan verden hænger sammen på tværs af grænser. Vi vil styrke deres evne til at navigere i globale sammenhænge, kommunikere på tværs af kulturer og forstå de forretningsmæssige perspektiver, der præger moderne erhvervsliv. Målet er at give eleverne både mod og muligheder.
Aalborg Handelsskole vil tilbyde uddannelser, der naturligt afspejler et globalt erhvervsliv. Den internationale dimension skal indgå i undervisningen gennem aktuelle cases, kulturforståelse, arbejdet med bæredygtighed og inddragelse af relevante internationale perspektiver. Vi ønsker at skabe et læringsmiljø, hvor eleverne møder globale problemstillinger i hverdagen – hvad enten det sker gennem undervisningen, gæsteundervisere, virksomhedsbesøg, projekter eller internationale aktiviteter på skolen. Internationale elementer skal være tydelige, relevante og praksisnære og medvirke til at gøre vores uddannelser både moderne og attraktive.
Medarbejdernes faglige og pædagogiske udvikling er afgørende for skolens kvalitet og kultur. Vi vil derfor støtte internationale jobshadowingsforløb, faglige besøg, kurser og projektsamarbejder, der giver inspiration fra andre læringsmiljøer og uddannelseskulturer. Det internationale arbejde skal skabe værdi for både den enkelte medarbejder og hele organisationen, og erfaringer fra udlandet skal deles aktivt på tværs af afdelinger og fagområder. Den fortsatte kompetenceudvikling skal sikre, at vi som skole også fremover er professionelle, nysgerrige og tæt forbundet med det globale uddannelses- og erhvervsfelt.
 
Internationalisering er ikke et supplement, men en integreret del af Aalborg Handelsskole. Det er en del af vores kultur, vores historie og vores ansvar over for elever, medarbejdere og erhvervsliv. Med denne strategi ønsker vi at sikre, at skolens internationale arbejde fortsat er præget af kvalitet, relevans og ambition – og at vi giver både elever og medarbejdere de bedste forudsætninger for at blive en del af en verden i bevægelse.