130 elever deltog i dimission inden for kontor, handel og detail

Mandag og tirsdag kunne både detailelever samt handels- og kontorelever fejre dimission. Det blev et par begivenhedsrige dage med både taler, uddeling af priser og selvfølgelig overrækkelse af fagprøvebeviser.
Alle elever har for nylig forsvaret deres fagprøve, og har dermed afsluttet skoledelen af deres uddannelse. For nogle elever fortsætter karriererejsen i den virksomhed, hvor de er udlært. For andre venter der nye spændende eventyr i andre virksomheder.
Dimissionen mandag var forbeholdt skolens detailelever, mens det tirsdag var handels- og kontoreleverne, der blev hyldet. To festlige dage, hvor eleverne indledningsvis blev budt velkommen af skolens uddannelseschef Morten Lund Dam.
Mandag blev årets dimissionstale holdt af Mikkel Secher Marcussen, der er HR Country Manager Nordic hos Shaping New Tomorrow. Mikkel fortalte bl.a. kort om SNT’s eksplosive vækstrejse og om virksomhedens vej til succes. Samtidig mindede han eleverne om, at det er nu, at de skal bruge al den viden, som de har lært. Vel og mærke skal de gøre det på en måde, som skaber energi og glæde for den enkelte.
Tirsdagens dimissionstale for handels-/kontoreleverne foregik lidt mere utraditionelt. Her indtog Jacob Risgaard, medstifter af Coolshop, scenen. Til dagen havde Aalborg Handelsskoles direktør Rikke Christoffersen udformet 10 spørgsmål vedr. succes, arbejdsliv, netværk og forventninger til det arbejdsliv, som eleverne nu står over for. Det blev et spændende samtaleinterview med fokus på bl.a. vigtigheden af at udvise empati, sætte sig selv mål og ikke mindst turde være sig selv.
To inspirerende oplæg fra spændende virksomheder, som eleverne ser meget op til. Efter dimissionstalerne fik eleverne udleveret deres fagprøvebeviser ved Morten Lund Dam samt deres hovedforløbslærere.
Særlige priser og udmærkelser
Til begge dimissioner blev der uddelt en række priser for bl.a. årets fagprøve, årets elev m.m. Priserne gik i år til:
- Årets købmand: Marko Mæhle Pedersen (Høyrup)
- Årets detailelev: Emma Boje Haulrik Kristensen (Loft by Loftet)
- Verdensmålsprisen: Ida Marie Bang Nielsen (UCN)
- Årets fagprøve: Julie Werner Nielsen (Musikkens Hus)
- Årets elev (handel/kontor): Robert Møller (Aalborg Kommune)
Stort tillykke til alle elever med de fornemme - og meget velfortjente - priser.
Sammenlagt deltog ca. 300 personer til dette års dimissioner fordelt på primært elever og oplæringsansvarlige.