Kan 225.000 kr. blive til 500.000 kr. på 3 måneder?

På fredag bliver alle 1.g-klasser på Handelsgymnasiet Aalborg i Turøgade stillet overfor en helt særlig udfordring. De næste tre måneder skal eleverne dyste klassevis i et aktiespil, hvor de skal få 225.000 kr. til at yngle. Dysten foregår som en del af faget virksomhedsøkonomi, hvor eleverne skal lære om både aktier og investeringsstrategier. Via aktiespillet får eleverne mulighed for – helt risikofrit – at investere penge på rigtige aktier til live-kurser. Vinderen bliver klassen med højeste afkast, når spillet slutter til februar.
Med et presset aktiemarked, hvor kurserne den seneste tid har været faldende, bliver udfordringen ekstra stor for de knap 400 elever, der fredag introduceres for Aktiedysten. For at kunne lave det bedste afkast, kræves der en god portion samfundsviden og økonomisk overblik – og ikke mindst lidt held.
- Der er rigtig mange faktorer, der kan påvirke aktiekurserne, og som er afgørende for, om en aktie stiger eller falder i værdi. Netop denne læring er vigtig viden. Dels fordi aktier spiller en stor økonomisk værdi i vores samfund; dels fordi en god grundlæggende viden er vigtig, hvis eleverne senere vil begive sig i kast med private investeringer, fortæller Søren Mortensen, der er underviser i matematik og én af initiativtagerne bag aktiedysten på Handelsgymnasiet.
Fredag lyder startskuddet, og det betyder en anderledes formiddag for alle klasserne. Efter en kort introduktion til aktiehandel og aktiestrategier vil eleverne blive inspireret med to spændende oplæg fra unge investorer. Først vil Mikkel E. Petersen fra ungeinvestorer.dk fortælle om egne erfaringer med aktiehandel, og derefter vil Jacob Saxtoft og Marie Louise Thomsen fra Unge Aktionærer give deres bud og fif til, hvordan eleverne skal indtænke en god aktiestrategi.
I aktiedysten bliver hver klasse inddelt i tre hold – henholdsvis et pigehold, et drengehold og et samlet hold. Hvert hold får mulighed for at investere 75.000 kr. – i alt 225.000 kr. pr. klasse. Alle hold skal vælge 2-4 aktier, når spillet begynder, men må undervejs i spillet gerne ændre investeringsstrategi og foretage nye handler på udvalgte datoer. Hver uge kåres holdene i kategorier såsom ’bedste strategi’, ’bedste investering’ og ’største nedtur’. I februar 2023 kåres den endelige vinder, som er klassen, der samlet set scorer den højeste kursgevinst i spilperioden.
At opdele eleverne i et pige- og drengehold er helt bevidst:
- De senere år har flere kvinder vist interesse for aktieområdet, og det med ganske gode resultater. Faktisk ser det ud til, at de på nogle områder er bedre end mændene til at sprede deres risiko, tænke langsigtet og bevare roen, fortæller Søren Mortensen og fortsætter:
- Derfor bliver det meget interessant at se, om kønnene vil spille ind ift. valg af aktier og risikovillighed, når eleverne skal foretage deres første investeringer. For langt de fleste vil det være første gang, at de stifter bekendtskab med aktieverdenen, og vi håber rigtig meget, at vi kan få vakt en interesse hos alle – uanset køn, slutter Søren.