Center for Skoleoplæring
På en erhvervsuddannelse begynder du på et grundforløb, og herefter fortsætter du på et hovedforløb, hvor du skal have fundet en læreplads i en virksomhed. Men hvad nu, hvis du ikke har fundet en læreplads? Aalborg Handelsskoles Center for Skoleoplæring er for dig, der har afsluttet dit grundforløb, men som endnu ikke har fundet en læreplads i forbindelse med hovedforløbet. Du kan også komme i skolens oplæringscenter, hvis du uforskyldt mister din læreplads.
Så har du mulighed for at blive optaget i skoleoplæring, hvor du får en læreplads, der ligner forholdene i en ’rigtig’ virksomhed mest muligt. Det betyder, at du altid har mulighed for at færdiggøre din erhvervsuddannelse fra Aalborg Handelsskole. I Center for Skoleoplæring vil særlige vejledere være dine oplæringsansvarlige, indtil du forhåbentlig kommer ud i en virksomhed i kortere eller længere tid.
Uddannelses- og oplæringsgaranti
På Aalborg Handelsskole hjælper vores virksomhedskonsulenter dig på alle mulige måder med at finde en læreplads. Lykkes det ikke lige med det samme, kan du blive optaget i Center for Skoleoplæring.
Der er flere muligheder for at lave særlige lærepladsaftaler mens du er i oplæringscentret. Du kan komme i VirksomhedsForlagt Oplæring (VFO) og delaftaler. Målet er altid, at du indgår et restlæreforhold med en virksomhed. Får du en restlæreaftale, kan du færdiggøre din uddannelse i en virksomhed – ellers kan du færdiggøre uddannelsen i Center for Skoleoplæring. Det kalder vi uddannelsesgaranti!
Vi udbyder følgende uddannelser:
- Kontor med speciale administration
- Kontor med speciale økonomi
- Handel med speciale salg
- Handel med speciale indkøb
- Detail med speciale salgsassistent u/profil
Økonomi i skoleoplæring
- Elever u/18: 3.700 kr. pr. måned
- Elever o/18 (1. år): 8.861,00 kr. pr. måned
- Elever o/18 (2. år): 9.750,00 kr. pr. måned