Hvad skal der ske efter 9./10. klasse? Find svaret til Åbent Hus

Efter et par år med virtuelle åbent hus grundet Corona, åbner Aalborg Handelsskole atter dørene til de traditionsrige åbent hus-arrangementer for skolens ungdomsuddannelser. I løbet af de næste par måneder skal elever fra grundskolens 9. og 10. klasser tage stilling til, hvilken ungdomsuddannelse de vil begynde på efter sommerferien. For at give et indblik i de forskellige uddannelsesmuligheder, inviterer Aalborg Handelsgymnasium, HHX og Aalborg Handelsskoles erhvervsuddannelser, EUD- og EUX Business til Åbent Hus i januar.
På Handelsgymnasiet foregår Åbent Hus på afdelingen i Turøgade d. 17. januar samt på Saxogade d. 25. og 28. januar.
På erhvervsuddannelserne EUD og EUX Business foregår Åbent Hus d. 11. januar på Strandvejen 25.
- Uddannelsesverdenen forandrer sig hele tiden, og derfor er åbent hus en rigtig god mulighed for at blive klogere på uddannelsesvalget. Til Åbent hus kan elever og forældre få mulighed for at få et indblik i fagenes indhold, det sociale liv på skolen og ikke mindst de mange job- og videreuddannelsesmuligheder, som uddannelserne fører til, fortæller Rikke Christoffersen, der er direktør for Aalborg Handelsskole.
Normalt besøger ca. 1.000 elever og forældre Aalborg Handelsskoles Åbent Hus-arrangementer på Handelsgymnasiet og EUD/EUX Business. Igen i år vil der være rig mulighed for at høre oplæg og møde både studievejledere og undervisere. Nuværende elever står desuden klar på alle skolens adresser til at give en rundvisning af skolens lokaler og faciliteter.
- Ansøgningsfristen for at vælge ungdomsuddannelse er 1. marts, så vi håber mange vil benytte lejligheden til at kigge forbi til Åbent Hus. At vælge uddannelse er ofte en stor beslutning, som kræver en god indsigt i uddannelsesmulighederne. Her vil vi meget gerne hjælpe de unge – og forældrene – ift. det kommende uddannelsesvalg, slutter Rikke Christoffersen.
Links til Åbent Hus tilmelding:
- HHX - Handelsgymnasiet: https://www.ah.dk/hhx/aabenthus.html
- EUD og EUX Business: https://www.ah.dk/eud-og-eux-business/aabent-hus-paa-eud-og-eux-business.html