Praktik i udlandet (PIU)

Som elev kan du vælge at tage hele eller en del af din uddannelse via Praktik i Udlandet - PIU. Det er helt op til dig, hvor i verden, du gerne vil hen. Vi kan hjælpe med at finde praktikplads i Tyskland og England.

Ønsker du at tage Praktik i Udlandet kan du vælge selv at finde din praktikplads i det land, du ønsker, eller du kan få vores hjælp til at finde en praktikplads i Tyskland eller England.

Ved at tage et praktikophold i udlandet (PIU-ophold) styrker du både dine internationale, faglige og personlige kvalifikationer – og samtidig får du en oplevelse for livet. Du lærer om andre kulturer, møder nye mennesker og du træner din sproglige kunnen.

Det at kombinere din uddannelse med et praktikophold i udlandet, kan være et afgørende forspring i konkurrencen om de mest spændende stillinger, når du er færdiguddannet. Langt de fleste virksomheder er internationalt orienterede. Det betyder, at virksomhederne ønsker medarbejdere, der kan begå sig på fremmedsprog, og som har prøvet at arbejde og opholde sig i et andet land.

Om PIU-ordningen

Praktik i udlandet organiseres via den såkaldte PIU-ordning, og kan bruges på 2 forskellige måder – enten helt uden praktikplads i Danmark (dvs. hele praktikopholdet foregår i en udenlandsk virksomhed) eller med en dansk praktikplads, der udstationerer dig i udlandet. Uddannelsens faglige niveau skal være det samme som i en dansk virksomhed. 

Tager du af sted med PIU-ordningen får du merit for din praktik i udlandet – dit ophold bliver altså godkendt som en del af din danske uddannelse. Aalborg Handelsskole hjælper dig gerne med alle de praktiske ting med bl.a. at søge om tilskud til rejser, flytning, bolig osv.

Varighed af PIU-forløbet

Er du EUX- eller EUD-elev skal din praktikperiode hos virksomheden i udlandet vare minimum 3 måneder og den kan vare op til 2 år. Typisk vælger vores elever at tage min. et år, men mange vælger også at tage hele deres 2-årige hovedforløb i udlandet.
 
Er du elev fra HHX er din praktikperiode på minimum tre måneder og op til et år. Her vælger langt de fleste elever et helt år for at få størst mulig udbytte af opholdet.

Få økonomisk støtte

Du kan få økonomisk hjælp til praktikophold i udlandet. Dels kan du søge om rejsehjælp ifm. jobsamtalen, dels kan du under selve dit praktikophold få økonomisk støtte fra Arbejdsgivernes Uddannelsesbidrag AUB til dækning af diverse udgifter, bl.a. flytteudgifter til udlandet, indskud i lejlighed, huslejetilskud mm. 

Skoleophold

I løbet af din PIU-praktik i udlandet skal du følge nogle korte skoleophold. Antallet af skoleophold afhænger af, hvilket speciale du har valgt.

Du kan vælge at følge skoleopholdene hjemme på Aalborg Handelsskole eller tage dem som fjernundervisning. Vælger du at følge undervisningen online, behøver du ikke at skulle rejse hjem ved hvert skoleforløb. Det ser mange elever som en fordel.

Uddannelsesbevis

Når uddannelsen er gennemført modtager du et dansk uddannelsesbevis. Tager du ikke hele uddannelsen i udlandet, kan du færdiggøre den i en virksomhed i Danmark.

PIU-koordinatorer - HHX
Ulla Carlsen
Lektor og PIU-koordinator
Erhvervsret
uca@ah.dk Visitkort
PIU-koordinatorer - EUD og EUX Business
Lars Halskov
Virksomhedskonsulent
27886017 lahp@ah.dk Visitkort
Marian Jensen
Handelslærer
marj@ah.dk Visitkort
Find din afdeling