Grundforløb 1 på EUX Business

Har du afsluttet 9. eller 10. klasse inden for de sidste 2 år, vil første del af din EUX-uddannelse bestå af grundforløb 1 (GF1), der forløber over ½ år.

Begynder du på EUX Business direkte efter 9./10. klasse (eller max to år efter endt folkeskole), vil du som udgangspunkt skulle begynde på Grundforløb 1. Her skal du vælge en fagretning, som skal være med til at spore dig ind på, hvilken branche du senere vil arbejde indenfor. På Aalborg Handelsskole udbydes to forskellige fagretninger, som retter sig mod forskellige jobtyper:

  • Administration og ledelse (målrettet jobs inden for kontor og administrationsområdet)
  • Handel og ledelse (målrettet jobs inden for butik, handel mellem virksomheder og event)

Fagretning: Administration og ledelse

Fagretningen Administration og ledelse er for dig, der ønsker at arbejde inden for kontor- og økonomiområdet. Her får du et indblik i virksomheder og dens omverden. Samtidig lærer du om økonomistyring, balancer og budgetter, og du kommer til at arbejde med intern og ekstern kommunikation samt IT inden for kontor. I praksis skal du arbejde med opgavestyring, sagsbehandling og flow på kontorer.

Fagretning: Handel og ledelse

Vælger du fagretningen Handel og ledelse bliver du en del af en verden med butik, handel og event. Her lærer du om virksomheder og deres interessenter. I undervisningen kigger vi nærmere på begreber som omsætning, omkostninger, balance og budgetter. Du kommer bl.a. til at arbejde med koncepter, markedsføring, intern og ekstern kommunikation samt IT. Endelig vil du lære om handel, eksport og internationale forhold.

Hvem kan begynde på GF1?

 Du kan begynde på forløbet, hvis du:
  • Kommer direkte fra 9. eller 10. klasse (eller det er max 14 måneder siden at du forlod den)
  • Ikke tidligere har været påbegyndt et GF
  • Ikke har afsluttet 1. år af en gymnasial uddannelse
Derudover skal du opfylde de generelle adgangskrav til EUX Business.

Dine fag på Grundforløb 1

På EUX Business vil du i løbet af både Grundforløb 1, Grundforløb 2 og studieåret møde en række nye fag som fx erhvervsøkonomi, afsætning og organisation.

På Grundforløb 1 indleder du dog med flere af de fag, som du allerede kender. Her er de obligatoriske fag:
  • Dansk C
  • Engelsk C
  • Samfundsfag C
  • Almene erhvervsfag (små virksomhedscases og fokus på økonomi, handel og detail)

Videre forløb efter GF1

Når du har afsluttet grundforløb 1 fortsætter du videre på grundforløb 2.