Videre til DM i erhvervscase

6. september 2017

De tre HHX-elever Benjamin Bailey, Rasmus-Emil Herum og Anders W. Albrechtsen fra Handelsgymnasiet i Turøgade vandt onsdag det regionale mesterskab i Erhvervscase. Dermed er gruppen nu klar til finalen, der finder sted d. 27. september 2017 på Børsen i København.

De tre elever har arbejdet med forretningsudvikling af Sportmaster. Her har de lavet en app indeholdende en lang række funktioner lige fra webshop og kundeklub til et integreret spil. Via besøg i Sportmasters fysiske butikker er det muligt et optjene point, som kan overføres til rabatkuponer, der kan benyttes i app’en til køb af produkter.

- På Handelsgymnasiet har vi i undervisningen et stort fokus på innovation og det at sætte nye kreative idéer i gang. Og netop erhvervscasen er et projekt, som eleverne lærer rigtig meget af, fortæller Jørn Dahl, der er uddannelseschef på Handelsgymnasiet i Turøgade.

I erhvervscasen deltog der i region Nordjylland fem grupper fordelt på fire forskellige handelsgymnasier. I konkurrencen bedømmes eleverne bl.a. på deres idé, strategi, præsentation og stand.

Ud over elever fra handelsgymnasiet deltog også elever fra de tekniske gymnasier, som konkurrerede i et teknologiprojekt. Her vandt en gruppe fra Aalborg Tekniske Gymnasium, som havde udviklet en boks til offentlige pladser, hvor man kan låne aktivitetsredskaber såsom bolde, frisbees etc.

Dommerpanelet bestod i år af folk fra erhvervslivet kombineret med undervisere fra andre uddannelsesinstitutioner. Blandt dommerne var bl.a. advokat Birte Dyrberg fra advokatfirmaet Dyrberg og Partnere A/S, Mikkel Golding Faaborg fra Go Esport og project manager Brian Boyles fra Seluxit.

Inden for hver uddannelsesretning – Handelsgymnasiet og Teknisk gymnasium – udpeges der én vinder pr. region, som går videre til finalen. Her skal de møde de bedste hold fra landets øvrige regioner. Det er Danske Erhvervsskoler, der står bag konkurrencen. 



Billedgalleri
Aalborg Handelsskole  |  Strandvejen 25  |  9000 Aalborg  |  Telefon 9936 4600  |  EAN 5798 0005 54375  |  ah@ah.dk