Landmandselever får større forståelse for landbruget som virksomhed

25. marts 2019

Fremadrettet vil elever, der tilmelder sig den 4-årige EUX-landmandsuddannelse på Nordjyllands Landbrugsskole, blive klædt endnu bedre på med kompetencer inden for økonomi og virksomhedstænkning. Et nyt samarbejde mellem Nordjyllands Landbrugsskole og Aalborg Handelsskole skal netop sikre, at eleverne opnår en større økonomisk indsigt og lærer at betragte landbruget som virksomhed. Det er første gang, at en landbrugsskole og en handelsskole laver et samarbejde ift. at udvikle en fremtidsrettet EUX-landmandsuddannelse.

Ud over en stor faglig viden om landbrug får fremtidens landmænd i endnu højere grad brug for stærke kompetencer inden for økonomistyring og virksomhedstænkning. Netop økonomisk indsigt og virksomhedsdrift er vigtige parametre for at skabe et sundt landbrug, og det er derfor naturligt, at landmandselever allerede på deres uddannelsesforløb stifter bekendtskab med disse områder. Tilbuddet gælder for de elever, der tager landmandsuddannelsen som en 4-årig EUX-uddannelse – dvs. at de kombinerer det erhvervsfaglige med gymnasiale fag.

- Aalborg Handelsskole er en af Danmarks stærkeste handelsskoler, og jeg glæder mig til, at vi allerede fra det kommende skoleår 2019-2020 kan tilbyde en superstærk EUX-landmandsuddannelse, der tager udgangspunkt i fremtidens krav. Her får eleverne et stort økonomisk indblik og mulighed for at stifte bekendtskab med emner som innovation, økonomi og kundeforståelse, udtaler forstander på Nordjyllands Landbrugsskole, Erik Poulstrup.

Langt det meste af undervisningen vil foregå på landbrugsskolen på Lundbæk, og det er her, at eleverne har deres daglige tilknytning. Det nye samarbejde giver dog mulighed for, at eleverne kan følge nogle af de gymnasiale fag i Aalborg Handelsskoles lokaler.

På Aalborg Handelsskole ser man også frem til det nye samarbejde:

- Jeg glæder mig meget til at samarbejde med landbrugets unge, som er både dygtige og målrettede. Samtidig giver samarbejdet en unik mulighed for vores undervisere, der vil få en langt større indsigt i landbrugs- og fødevareklyngen, der årligt genererer over 160 mia. kr. i eksportindtægter, fortæller Rikke Christoffersen, der er direktør for Aalborg Handelsskole.

- Vi ser det som en stor faglig styrke for de kommende landmandselever, at vi nu kan binde de faglige og gymnasiale fag endnu bedre sammen og endda udbyde nye valgfag inden for eksempelvis innovation, markedsføring, og virksomhedsdrift, fortæller de to skoleledere samstemmende.    

Nordjyllands Landbrugsskole er desuden kendt for en række lederuddannelser, der kan tages som overbygning efter afsluttet uddannelse til landmand. Med den nye aftale opnår de unge endnu bedre forudsætninger for at påbegynde en lederuddannelse efterfølgende – netop fordi de på et tidligere tidspunkt i forløbet lærer at betragte landbruget som en virksomhed.

Læs mere om Nordjyllands Landbrugsskole >>



Aalborg Handelsskole  |  Strandvejen 25  |  9000 Aalborg  |  Telefon 9936 4600  |  EAN 5798 0005 54375  |  ah@ah.dk