E-handel


Bliv gearet til fremtidens detailhandel med specialet e-handel. Dette speciale er for dig, der gerne vil tage en salgsassistentuddannelse med fokus på sociale medier, webshops og online salg. Specialet målretter sig mod virksomheder, der både har butik og webshop.

Fokus på både fysisk butik og webshop

På uddannelsen kommer du til at arbejde i såvel fysisk butik som med butikkens webshop. Du vil i løbet af din elevtid blive undervist i blandt andet salg, kundeservice, markedsføring, økonomi, lagerstyring og logistik. Derudover vil du også lære omkring indretning af den fysiske butik og layout/design af onlinebutikken.

Endelig vil du arbejde med online markedsføring - herunder lære at analysere kundernes færden på virksomhedens webshop. Hvor kommer kunderne fra? Hvilke sociale medier skaber værdi og omsætning? etc.

Om undervisningen

Al undervisning vil være centreret om både webshops og fysiske butikker, og hvordan man kan tiltrække flere kunder begge steder. Vi vil gå i dybden med fordelene ved begge butikstyper, og hvordan man håndterer at have både en butik og webshop i forhold til markedsføring, reklamation, købelov osv.

Som elev på specialet e-handel kommer du til at beskæftige dig ligeligt imellem den fysiske butik og den online - noget der aftales og tilpasses sammen med din virksomhed. 

Skoleopholdene - 9 uger i alt - er fordelt løbende over de to år, som elevtiden varer. Derved får du undervejs mulighed for at afprøve de kvalifikationer og værktøjer, som du får med dig fra skoleopholdene. Du afslutter uddannelsen med 1 uges fagprøve.

Undervisningens indhold

Uge 1 Salg, kundeservice og købeloven
Uge 2 Koncept, målgruppe/segmentering, konkurrencesituation, arbejdsmiljø
Uge 3 Markedsføring, sociale medier - Valgfag
Uge 4

Kommunikation, billedbehandling

Uge 5

Navigationsmønstre, data, teknik, søgeoptimering (SEO) - Valgfag

Uge 6 Indkøb, indretning/styling/layout, sortiment
Uge 7 Økonomi, lagerstyring og logistik
Uge 8 Konflikthåndtering, jura, fagprøvevejledning
Uge 9 Fagprøve

Alle skoleophold er à 1 uges varighed for at skabe så korte forstyrrelser i hverdagen som muligt. Der kan desuden vælges yderligere to ugers valgfag som fx mode/tekstil og kolonial.

Aalborg Handelsskole  |  Strandvejen 25  |  9000 Aalborg  |  Telefon 9936 4600  |  EAN 5798 0005 54375  |  ah@ah.dk